|
|
|
|
|
|
|
|
Juni 2020
Malerisk nærvær
Om Connie Heitmanns billedverden
Hvor naturen og landskabet altid ligger som en konstant inspirationskilde for Connie Heitmann, har hun to forskellige måder at bearbejde den på: en klassisk detaljeorienteret figurativ og en mere abstraherende stil med brug af brede penselstrøg. Ja, faktisk kan man tale om mindst to til afhængig af mediet: olie- og akrylmaleri, akvarel eller mixed media.
Akvarelmaleri er baseret på vand med lette, lyse og gennemsigtige eller halvgennemsigtige farvelag som resultat. Connie Heitmann bruger akvarellen til at gengive det vibrerende lys, himlen og vandet selv søer, åer og hav.
Akrylmaleriets stoflige kvaliteter bruges til at give farven en næsten materiel karakter, ru, kantet og grov som i et relief. Mixed media-billederne er en blanding af de to udtryk.
Ser man på de klassisk figurative billeder, har Connie Heitmann en forkærlighed for blomster og fugle. Valmuer i frøtilstand eller i fuldt flor med de karakteristiske højrøde kronblade. Vi kan få blomsten i close up, så den ligner en hel lille aftensol, eller vi kan se lidt på afstand med grupper af blomsterhoveder samlet på spinkle grønne stængler.
Hvad fuglene angår, er det ikke de sædvanlige blikfangsfugle, der har hendes interesse: spurvene, svanerne, sangfuglene eller lærkerne. Nej, det er såmænd skarven. En fugl, der ikke just er pæn i gængs forstand, men har noget urtidsagtigt over sig, som Connie Heitmann er faldet for.
I billederne domineret af brede penselstrøg er det ikke en 1 til 1 gengivelse af det sete, det drejer sig om. I stedet koncentrerer Connie Heitmann sig om at gengive sit personlige og intuitive indtryk af naturen og landskabet. For akvarellernes vedkommende giver det sig udslag i ofte ætertynde billeder, hvor hurtigt afsatte penselspor skitserer træer, læhegn eller blomster og andre vækster. Disse billeder er ofte to- eller tredelte markerende horisontlinjen og de forskellige jordlag på marker og enge.
Malerierne har den samme inddeling, men her er det de stoflige kvaliteter, der dominerer: kraftfulde lodrette og skrå streger gengivende korn eller siv, brede strøg skitserende himlen, ekspressive tumultariske penselspor imiterende fejende vind. Connie Heitmann formår ligeledes at udnytte oliemaleriets mulighed for mange farvelag, så billederne her er rige på både subtile farveovergange og stoflig dybde.
Hvis man skal karakterisere Connie Heitmanns billedverden med ét ord, må det være indføling. Hun har evnen til at se på et motiv med friske øjne. Som så man et træ, en blomst eller havet for første gang. Og så kan hun få farver og former til at vibrere for vores øjne, så vi mærker nærværet og den kunstneriske koncentration. Og få os til at være taknemmelige for den natur, vi lever i.
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder ved Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Tæt på naturen
Mange kunstnere før og nu har været inspirerede af landskabet og naturen i alle dens afskygninger. Connie Heitmanns særkende er, at hun i sine billeder zoomer ind på motivet. Nogle kunstnere foretrækker at vise store panoramaer, linjerne i landskabet, en fjordmunding, strandkantens møde med havet, en bakkeskråning, et åløb,en gruppe af træer. Connie Heitmann går derimod helt tæt på. Så tæt på, at motivet, hvad det nu end er, toner sig monumentalt op i billedet.
I de sidste par år har motivet især været blomster og her især valmuen og mælkebøtten. To blomster med hver deres kunstneriske tradition, valmuen som den rødt lysende juvel i grøftekanten og på marken, mælkebøtten som ofte forkætret ukrudt.
Hvad den første blomst angår, valmuen, koncentrerer Connie Heitmann sig både om knoppen og den færdigt udsprungne blomst. Knoppen uden stilk ligner nærmest en ufo eller et hoved med en krone. Gad vide, om ikke H.C. Andersen har gjort sig sine tanker om valmueknoppen. De strålende røde, på én gang smukke og skrøbelige blomsterhoveder, ses enkeltvist eller i selskab med andre omgivet af de grønne stængler, stilke og blade. Akvarelteknikken, som Connie Heitmann bruger her, giver helheden en lethed, som er meget poetisk.
Når det drejer sig om mælkebøtten, er det ikke den færdige gule blomst, men frøstanden hun fokuserer på. Frøstanden med det kuglerunde hoved af små faldskærme parate til at flyve ud ved den mindste brise eller ved et pust fra menneskelæber. Frøene lyser hvidt i solskinnet som en kugle af tæt besatte diamanter, og man frydes over, at naturen kan skabe noget så smukt.
I sine nyeste billeder tager Connie Heitmann fat på et andet velkendt fænomen. Hvem har ikke ligget på ryggen en varm sommerdag og set på himlens drivende skyer? Og hvem har i samme åndedrag ikke set alverdens former i dem: sejlskibe, trolde, drager, ansigter, eller hvad ens fantasi nu finder frem? Connie Heitmann har derimod kigget på landkort. Alle ved, at Jylland ligner en mand med nissehue (Skagen) og en ordentlig næse (Djursland), og at Italien ligner en støvle, der sparker til en fodbold. Her stopper det dog ikke. I et pragtfuldt billede bliver Helsingør og Helsingborg til en fugl, der trækker en fed orm frem fra en svensk træstamme. Connie Heitmann udnytter her det psykologiske faktum, at den menneskelige hjerne ikke kan lade være med at finde motiver i selv helt ikke-figurative elementer.
Resultatet er ligesom i naturbillederne fabulerende, opfindsomt, poetisk og sanseligt. Connie Heitmann er helt igennem sin egen.
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten og redaktør på Kunstavisen
2016
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
