Tæt på naturen




Mange kunstnere før og nu har været inspirerede af landskabet og naturen i alle dens afskygninger. Connie Heitmanns særkende er, at hun i sine billeder zoomer ind på motivet. Nogle kunstnere foretrækker at vise store panoramaer, linjerne i landskabet, en fjordmunding, strandkantens møde med havet, en bakkeskråning, et åløb,en gruppe af træer. Connie Heitmann går derimod helt tæt på. Så tæt på, at motivet, hvad det nu end er, toner sig monumentalt op i billedet.
I de sidste par år har motivet især været blomster og her især valmuen og mælkebøtten. To blomster med hver deres kunstneriske tradition, valmuen som den rødt lysende juvel i grøftekanten og på marken, mælkebøtten som ofte forkætret ukrudt.

Hvad den første blomst angår, valmuen, koncentrerer Connie Heitmann sig både om knoppen og den færdigt udsprungne blomst. Knoppen uden stilk ligner nærmest en ufo eller et hoved med en krone. Gad vide, om ikke H.C. Andersen har gjort sig sine tanker om valmueknoppen. De strålende røde, på én gang smukke og skrøbelige blomsterhoveder, ses enkeltvist eller i selskab med andre omgivet af de grønne stængler, stilke og blade. Akvarelteknikken, som Connie Heitmann bruger her, giver helheden en lethed, som er meget poetisk.

Når det drejer sig om mælkebøtten, er det ikke den færdige gule blomst, men frøstanden hun fokuserer på. Frøstanden med det kuglerunde hoved af små faldskærme parate til at flyve ud ved den mindste brise eller ved et pust fra menneskelæber. Frøene lyser hvidt i solskinnet som en kugle af tæt besatte diamanter, og man frydes over, at naturen kan skabe noget så smukt.

I sine nyeste billeder tager Connie Heitmann fat på et andet velkendt fænomen. Hvem har ikke ligget på ryggen en varm sommerdag og set på himlens drivende skyer? Og hvem har i samme åndedrag ikke set alverdens former i dem: sejlskibe, trolde, drager, ansigter, eller hvad ens fantasi nu finder frem? Connie Heitmann har derimod kigget på landkort. Alle ved, at Jylland ligner en mand med nissehue (Skagen) og en ordentlig næse (Djursland), og at Italien ligner en støvle, der sparker til en fodbold. Her stopper det dog ikke. I et pragtfuldt billede bliver Helsingør og Helsingborg til en fugl, der trækker en fed orm frem fra en svensk træstamme. Connie Heitmann udnytter her det psykologiske faktum, at den menneskelige hjerne ikke kan lade være med at finde motiver i selv helt ikke-figurative elementer.
Resultatet er ligesom i naturbillederne fabulerende, opfindsomt, poetisk og sanseligt. Connie Heitmann er helt igennem sin egen.

 
 
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten og redaktør på Kunstavisen
 
 
 
© 2009-2017 Connie Heitmann  | Tlf.: +45 22138891 | Mail@connieheitmann.dk